Her er baseline, kørt separat for hvert af de fire KOF-indeks på 996 land-år-observationer. Samlet globalisering: 0,088, t på 1,39. Økonomisk globalisering: −0,020, t på −0,48. Politisk globalisering: 0,046, t på 1,40. Tre koefficienter, tre gange manglende forkastelse. På hovedspørgsmålet — flytter globalisering sociale overførsler — er svaret nej.
Den fjerde er anderledes. Social globalisering lander på 0,129 med en t på 2,63, signifikant på 1 %-niveau. Det er det ene resultat i baseline, der ligner et fund, og det flugter med Meinhard og Potrafke, som også fremhævede social globalisering. Den fristende manøvre er at skrive det op som opgavens bidrag.
Vi brugte i stedet det meste af robusthedsarbejdet på at forsøge at bryde det.
Start med standardfejlene, for de viser sig at betyde mere, end vi havde regnet med. Vi klynger på landeniveau, hvilket håndterer heteroskedasticitet og seriel korrelation inden for et land, men ikke korrelation på tværs af lande. En Pesaran CD-test forkaster tværsnitsuafhængighed klart — ikke overraskende for 32 åbne økonomier, der deler konjunkturer, og dobbelt så lidt for en stikprøve, der rummer både finanskrisen og en pandemi. Driscoll-Kraay-standardfejl er bygget til netop det.
Skifter man til dem, ændrer billedet sig: samlet globalisering bliver signifikant (p = 0,007), politisk globalisering bliver signifikant (p = 0,011), og social globalisering forbliver signifikant. Så afhængigt af hvilken forsvarlig fejlstruktur man vælger, rapporterer man enten ét eller tre signifikante indeks. Vi lægger de landeklyngede resultater til grund, fordi de er de mest konservative, og vi siger ligeud, at inferensen er følsom over for valget. En opgave, der kun viste Driscoll-Kraay-kolonnen, ville fortælle noget sandt og noget vildledende på én gang.
Og så testen, der reelt gjorde skade. Alt indtil nu antager, at globalisering bevæger sig først, og at velfærdsudgifterne reagerer. Hvorfor egentlig? En generøs velfærdsstat er selv et træk ved et lands politiske økonomi og kan meget vel forme, hvor åbent landet bliver. Så vi kørte specifikationen omvendt: KOF-indeksene på venstresiden, laggede sociale overførsler på højresiden, samme kontroller, samme faste effekter.
For samlet, økonomisk og politisk globalisering: intet. Laggede overførsler forudsiger dem ikke. Men for social globalisering er koefficienten 0,225 med en t på 2,15 — velfærdsudgifter i ét år forudsiger social globalisering det næste. Det er den forkerte retning for den historie, vi gerne ville have fortalt.
I stedet for at stoppe ved “omvendt kausalitet kan være til stede” dekomponerede vi social globalisering i dens seks underkomponenter: interpersonel, informationel og kulturel, hver delt i de facto og de jure. Kun én er signifikant. De jure interpersonel globalisering lander på 0,355. Dens de facto-modstykke er 0,044 og langt fra signifikant.
Den skelnen er hele pointen. De facto interpersonel globalisering måler realiserede strømme — migranter, der faktisk kom, turister, der faktisk rejste. De jure måler institutionel åbenhed: visumfrihed, telefon- og mobilabonnementer, tætheden af lufthavne med internationale forbindelser. Kanalen fra velfærdsudgifter til social globalisering er altså ikke, at mennesker flytter sig. Den er, at mere generøse velfærdsstater i forvejen har tendens til at være mere institutionelt åbne lande.
Det strejfer welfare magnet-hypotesen — Agersnap, Jensen og Kleven estimerer en migrationselasticitet over for ydelser på omkring 1,3 ud fra en dansk reform — men understøtter den ikke. Welfare magnet-mekanismen går gennem realiseret migration, som er præcis den komponent, vores data finder insignifikant. Vi noterer forbindelsen og undlader at påberåbe os den.
Den ærlige opsummering af baseline er derfor: ingen robust sammenhæng, én tilsyneladende undtagelse, og undtagelsen holder ikke til at blive presset. Det er et tyndere resultat, end vi kunne have ønsket. Det er efter vores mening også det rigtige — og specifikationskurven på projektsiden skærper pointen: på tværs af alle 64 mulige kombinationer af vores seks kontroller er social globalisering positiv i hver eneste én, og vi nedtoner det stadig, fordi et robust fortegn ikke er det samme som en troværdig kausalretning.
Del 3 er der, hvor opgaven holder op med at være et nulresultat. Ikke fordi noget bliver signifikant, men fordi vi holdt op med at spørge, om sammenhængen findes, og begyndte at spørge hvornår.