Der er en påstand, man hører konstant i økonomisk debat, og den lyder indlysende første gang: når kapital, virksomheder og arbejdskraft frit kan flytte over grænser, må stater konkurrere om dem. Konkurrence betyder lavere skatter. Lavere skatter betyder færre indtægter. Færre indtægter betyder, at velfærdsstaten må skrumpe. Globaliseringen afmonterer på den måde den sociale beskyttelse, uanset hvad vælgerne måtte mene.
Der findes en lige så udbredt påstand, som siger det modsatte. Åbne økonomier er mere udsatte for stød udefra — et sammenbrud i eksportefterspørgslen, en finanskrise transmitteret gennem integrerede kapitalmarkeder, en branche udkonkurreret af import. Borgere, der er udsat for det, efterspørger forsikring imod det, og den stat, der leverer forsikringen, er velfærdsstaten. På den konto gør globaliseringen social beskyttelse mere nødvendig, ikke mindre.
Det er efficienshypotesen og kompensationshypotesen, og det ubehagelige ved dem er, at de begge er rimelige. Rodriks klassiske resultat fra 1998 er, at mere åbne økonomier har større offentlige sektorer — altså kompensation. Litteraturen om skattekonkurrence — Devereux, Lockwood og Redoano om selskabsskattesatser, Egger m.fl. om hvem der ender med skattebyrden — er entydigt efficiens. Ingen af lejrene laver dårlig økonomi. De ser på den samme verden og finder forskellige ting i den.
Hvad siger evidensen så? Mest af alt: det kommer an på, hvem der spørger. Brady, Beckfield og Seeleib-Kaiser undersøgte 17 rige demokratier og fandt effekter, der var reelle, men små, inkonsistente på tværs af indikatorer og mindre end de indenlandske politiske faktorer. Dreher fandt ingen systematisk effekt på beskatning og udgifter. Meinhard og Potrafke fandt en klar positiv effekt, især drevet af social globalisering. Yay og Aksoy fandt intet samlet set, men noget, når man deler landene op efter velfærdsregime.
Den sidste artikel tog vi som udgangspunkt. Yay og Aksoy (2018) stiller spørgsmålet på tværs af velfærdsregimer — socialdemokratisk, konservativt, liberalt, sydeuropæisk, postkommunistisk — med KOF-indeksene, og rapporterer, at det regime, man tilhører, ændrer svaret. Det er en omhyggelig artikel. Den stopper også i 2010.
Vores stiller et enkelt opfølgende spørgsmål: holder det, når stikprøven forlænges til 2023?
De tretten år, vi lægger til, er ikke stille år. De rummer gældskrisen, et årti med austerity i Sydeuropa, den kraftigste fredstidsudvidelse af sociale udgifter i nyere tid under COVID, og en bred politisk vending mod handelsåbenhed. Hvis sammenhængen mellem globalisering og velfærdsudgifter er et stabilt strukturelt forhold, burde intet af det betyde synderligt. Hvis den derimod afhænger af den periode, man tilfældigvis kigger på, burde en længere stikprøve afsløre det.
Opsætningen ligger bevidst tæt op ad originalen, så sammenligningen betyder noget. 32 OECD-lande, årlige data fra 1980 til 2023, afhængig variabel sociale overførsler som andel af BNP fra Comparative Political Data Set. Globalisering måles ved KOF-indeksene, der løber fra 0 til 100 og findes i en samlet version plus økonomiske, sociale og politiske underindeks — så vi kan spørge, ikke bare om globalisering betyder noget, men hvilken slags.
Alle specifikationer er paneldata med tovejs-faste effekter: landeeffekter opsamler, at Danmark permanent adskiller sig fra Japan på måder, vi ikke kan observere, og årseffekter opsamler det, der ramte alle lande på én gang. Kontrollerne er dem, Yay og Aksoy bruger, af de samme grunde — BNP pr. indbygger for Wagners lov, inflation, budgetunderskud og offentlig gæld for det finanspolitiske råderum, og befolkning og forsørgerkvote for det demografiske pres. Alt på højresiden indgår lagget ét år.
Én ting er værd at sige, før nogen resultater: intet af det her er kausalt, og vi lader ikke som om. Globalisering tildeles ikke tilfældigt til lande, der findes ingen ikke-globaliseret kontrolgruppe, og de mindst globaliserede økonomier mangler oftest den statistiske kapacitet til at fungere som en. Det, vi har, er variation inden for lande over fire årtier, og det, vi kan rapportere, er association. Det er en reel begrænsning, ikke et rituelt forbehold — den afgør, hvor meget vægt tallene overhovedet kan bære.
I del 2 kører vi analysen og får et svar, der ved første øjekast er skuffende: næsten intet er signifikant. Det interessante er, hvad der sker, når man nægter at acceptere det ene resultat, der er.