Vi har teorien (Del 1) og metoden (Del 2). Nu til resultaterne. Vi brugte vores GMM-model til at beregne den 'Optimale' Taylor-rente for hvert enkelt land og sammenlignede den med den faktiske ECB-rente.
The Money Slide
Resultaterne bekræfter vores værste frygt. For 'Kerne'-landene (som Tyskland) følger den faktiske ECB-rente deres optimale rente næsten perfekt. Politikken passer som hånd i handske.
Periferi-gabet
Men for 'Periferien' (som Italien og Spanien) er historien en anden. I boom-årene (før 2008) var ECB-renten alt for lav for dem, hvilket pustede til en massiv gældsboble.
Derefter, under krisen, var ECB-renten effektivt for høj for deres kollapsende økonomier (selv ved nul, på grund af deflation), hvilket forværrede recessionen.
Brug Interaktiv Data
Du kan selv se denne divergens i det Interaktive Chart på hovedprojektsiden. De blå søjler (Tyskland) er små, hvilket betyder, at politikken passer godt. De røde søjler (Italien) er enorme, hvilket viser en massiv politikfejl.
Konklusion: En Strukturel Fejl?
Dette tyder på, at Eurozonens monetære struktur har en iboende destabiliserende mekanisme. Ved at forsøge at passe til alle, risikerer den fælles rente ikke at passe nogen – og driver Kernen ind i bobler og Periferien ind i krak.
Løsningen? Det er et spørgsmål for finanspolitik, ikke pengepolitik. Men dataene er klare: One Rule Does Not Rule Them All.